Mit liv på Jorden

Mit liv på Jorden

Og hvad skal der så med.

I princippet næsten alt. Men dels kunne jeg tænke mig at gå lidt tilbage i mit liv, og berette lidt fra min barndom, og hvordan jeg er nået her til. Og dels berette om hvad der sker lige nu som jeg mener kan være interessant for mine læsere.

Pensionen

NU OG HERPosted by Allan Jørgensen 10 Aug, 2018 10:34:37
Ja så er jeg altså blevet det man i daglig tale benævner "pensionist". Et ord der dækker over mange forestillinger (og vrangforestillinger).
Pensionisttilværelsen "kom" med over et års forsinkelse. Oprindelig havde jeg tænkt mig, at den skulle udsættes med tre år, men det kræver, at man har minimum 750 timers lønnet arbejde om året, og det kunne jeg godt se, kom til at knibe, så pr. 1. august i år er jeg fuldgyldig pensionist.
Men hvorfor udskyde med tre år? vil de fleste nok spørge. Sidste år ved denne tid følte jeg mig egentlig slet ikke parat til at trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet. Jeg havde et godt job i BellaCenter, jeg havde nogle rigtig søde kolleger, og jeg havde en rimelig indtægt. Herudover kunne jeg stort set selv bestemme hvornår jeg ville arbejde og hvornår jeg ville holde fri.
Det var naturligvis en lang køretur fra Gilleleje til Amager, men til de fleste vagter fik jeg udbetalt et kørselstillæg som dels var skattefrit og dels var af en acceptabel størrelse, så det betød ikke så meget med med den lange køretur.
Men desværre fik mine chefer øje på de høje kørselsudgifter, og på grund af det blev jeg nedprioriteret på de udbudte vagter, således at jeg i længden havde svært ved at opretholde de krævede 750 timer.
Derudover kom der to mindre operationer til i vinterens løb, ikke noget stort (en skulder og en lyskebrok) men alligevel nok til at sygemelde mig i flere måneder, og efterfølgende genoptræning til følge.
Så det med at blive pensionist, var altså ikke noget jeg egenhændigt havde valgt, men et resultat af lovgivning og andre faktorer. Jeg kunne dog godt indse hvor det bar henaf, så jeg var begyndt at forberede mig.
I efteråret investerede jeg i en lille motorbåd med henblik på at komme ud og fiske lidt. Båden står på en trailer, og skal sættes i vandet hver gang jeg skal ud. For at kunne komme i vandet, havde jeg brug for en nøgle til bommen ved rampen i Gilleleje, og for at få denne, var jeg nødt til at melde mig ind i Gilleleje Sejlklub. Her mødte jeg straks en masse interessante mennesker, og jeg blev ret hurtigt involveret i klublivet.
Har i foråret stået for et kursus med henblik på at opnå certifikat til betjening af VHF-radio i lystbåde.
Hver anden torsdag møder jeg op til seniorformiddag, hvor vi drikker morgenkaffe (avec) fortæller sørøverhistorier og har det hyggeligt sammen i et par timer. Det er ikke sjældent, at vi er omkring et halvt hundrede seniorer der møder op til disse arrangementer.
I begyndelsen af juli blev jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at deltage i sejlerskolens sommertogt. Det kunne jeg naturligvis ikke sige nej til, så her fik jeg lige fire dage med sejlads i forskellige bådtyper sammen med rigtig søde elever og skippere.